DanskEnglishStrandgaardenHotelletRestaurantenAktiviteterSpaKontaktBooking

 

Historie

Strandgaarden Badehotel, anno 1727

Strandgaarden Badehotel på Læsø har en lang og spændende historie. Vi vil her forsøge at give dig et lille indtryk af de væsentligste begivenheder gennem årene.

I kirkebøgerne for Vesterø Søndre Kirke forekommer stednavnet Louskobach jævnligt allerede i 1600- og 1700-tallet. Louskobach var et ”sted” eller en gård, der lå omtrent der, hvor Hotel-Strandgaarden ligger i dag, og stedet findes på gamle kort over Læsø. Louskobach betyder oversat til nudansk Løvskovbakke, og man kan jo så forestille sig, at der har været en løvskov på bakken ved Hotel-Strandgaarden. De familier, der boede på stedet, blev af præsten omtalt som jorddyrkere og fiskerfolk, hvilket jo lyder sandsynligt.

 

Vi ved ikke, hvem der i 1727 opførte Strandgaarden, men ved velvillig assistance fra Læsø Lokalhistoriske Arkiv mener vi at kunne fastslå, at den første ejer var Niels Erlandsen, som måtte lade gaarden gå på tvangsauktion i 1775. Gaarden købtes af Anders Melkorsen for den formidable sum af 68 rigsdaler og 4 mark!

I 1784 fik Ingeborg Andersdatter Bach skøde på ejendommen (hun fik gården overdraget af sin fader, Anders Melkorsen), og i 1798 overgik ejerskabet til Ivar Nielsen, men Ingeborg fik gården igen i 1800 ved auktionsskøde ( der har nok været tale om tvangsauktion), dog kun delvis, da Karen Estrup senere samme år fik skøde på ”12 gulvs fag”. Poul Andersen erhvervede ejendommen i 1816, og en Karen Johanne Thommesen ”erholdt skøde fra ovennævnte” (uvist hvilket år), men Poul Poulsen Winther fik i alt fald skøde på gården i 1820. En Ingeborg Andersdatter (muligvis samme som ovennævnte) erholdt adkomst til ”stedet” (år ukendt) ved præsteattests bekræftelse på hendes trolovelse med Niels Chr. Møller, og i 1856 fik Ane Andersdatter Poulsdatter skøde på gården, medens Jens Christian Olsen fik tinglyst adkomst ved præsteattest som bekræftelse på hans ægteskab med Ane.

 I 1908 erhvervede postkører Marinus Petersen skøde på ejendommen, men solgte den igen i 1917 til Anthon Robert Wiis, der videresolgte gaarden til Herman Axelsen omkring 1920. Axelsen drev fra omkring 1926 eller lidt tidligere stedet som badepensionat, og i værket ”Hvor skal jeg bo i sommer?” fra Skandinavisk Vejviser (Otto Grøn’s Boghandel’s Forlag) omtales Badepensionatet ”Strandgaarden” ganske kort og fyndigt som følger:

   ”Strandgaarden, Vesterø Havn, Læsø pr. Frederikshavn. Herm. Axelsen. Statstelf. 35.

   "Værelser med Pension fra 5 Kr. pr. Dag. Hyggelige Værelser. God kraftig Kost.”

 Det er ikke helt klart, hvornår Axelsen ophørte med at drive pensionat, men Strandgaarden blev i alt fald i 1947 købt af Oda Mortensen og hendes mand, der var maskinmester på Læsøfærgen. I starten opretholdt Oda sit oprindelige erhverv som væverske og leverede møbel- og gardinstoffer til Illum og Magasin og andre store forretninger. Oda havde taget den beslutning, at hun under ingen omstændigheder ville genoptage driften af Strandgaarden som sommerpensionat. I stedet fik hun ved et tilfælde den ide at starte en kalkunproduktion på Strandgaardens loft og efterhånden også i alle de små værelser! Desværre viste det sig, at kalkunproduktionen var katastrofalt urentabel, værelserne blev nu sat i stand, og omkring 1962 mistede Oda sin mand – sin første mand havde hun mistet 25 år tidligere. Der begyndte at komme gang i pensionatet, efter at vævestuen var lukket: først insisterede en familie på 3 personer på at bo der, næste gang kom der 10, og så tog begivenhederne fart! Om vinteren, hvor pensionatet var lukket, måtte der tjenes penge på anden måde, og det skete ved oprettelse af et lille vaskeri med et par vaskemaskiner og en rulle. 

Da Oda efterhånden både drev sommerpensionat og helårsvaskeri, blev vaskeriet efter et par år opgivet, og Oda tog i stedet et vinterjob som stewardesse på en af ØK’s store både, bl.a. på langfart til De Vestindiske Øer. Det blev til 6-7 togter, og Oda koncentrerede sig nu om driften af pensionat på Strandgaarden. Hun havde gode og pålidelige lokale medarbejdere og var selv noget af en tryllekunstner i køkkenet. Oda stillede ikke store krav om komfort til sig selv; hun boede i alt fald i sommersæsonen i et lille hummer oppe på loftet over den nuværende fløj med de gamle stuer. Kun en ”hønsestige”. som findes den dag i dag, førte derop, og ”døren” er så lav. at de fleste må kravle på alle fire for at komme ind! 

Oda og hendes sommerpensionat blev med årene noget af en legende, men hun ofrede også en utrolig energi på gæsternes velbefindende. Gæster, som har boet eller spist på Strandgaarden i Oda’s tid, mindes den endnu med glæde. Oda drev Strandgaarden helt frem til sin død i 1993, over 80 år gammel! 

En epoke var slut, men to sønner, hvoraf den ene er maskinmester på Læsøfærgen i dag, forsøgte at drive forretningen videre i et par år, men opgav det og solgte forretningen og Strandgaarden omkring 1995-96. Det eventyr varede imidlertid kun ca. 3 år, hvorefter Strandgaarden i en mildest talt miserabel forfatning blev sat til salg i 1999. 

Ole Lind og Karin Østrup, der var faldet for Læsø nogen tid i forvejen og havde sommerhus i Vesterø, hørte om Strandgaarden, der var sat til salg, og om end det var tydeligt, at der skulle investeres både energi og kapital for at få  fremtryllet et sted, hvor der ville komme gæster, kvittede vi vore gode vellønnede jobs som henholdsvis salgskonsulent ved PBS og assurandør i Danica og startede med at forpagte Strandgaarden i to år.

Det gik så godt, at de besluttede at købe Strandgaarden. De påbegyndte således forpagtningen i 2000 og blev ejere i 2002- Tiden frem til 2007 var præget af konstant fremgang og hotellet blev i denne periode udbygget til den nuværende størrelse. I 2008 skiltes parret og Ole Lind indgik et samarbejde med Allan Poulsen, årets kok i Danmark på dette tidspunkt, samt hans partner Casper Gustafsen. 2008 blev året med 5 stjernede mad anmeldelser i alle de store danske medier men desværre også året med et stort underskud på bundlinjen. Selskabet gik konkurs i 2008.

Ole Lind lykkes i løbet af vinteren 2009 at stable et nyt selskab på benene og kunne åbne Strandgaarden som vanligt. 2009 gik godt trods finanskrise og 2010 blev et forretningsmæssigt rekordår krydret med en fornem sejr til Strandgaardens køkkenchef, Rasmus Klitgaard i Jomfruhummer Festivalen. 

Jeg har fra starten været klar over, at vi ikke skulle forsøge at efterligne Oda’s stil – vi kører helt vort eget koncept, der dog har den lighed med Oda’s, at vi sætter en ære i at hygge personligt om vore gæster og sørge for deres velbefindende, ikke mindst hvad angår lækkerier til ganen og halsen. Vi føler, at Oda smiler ned til os fra sin himmel, selvom der sikkert er mange ting, hun ville have gjort anderledes!

 

Historiske oplysninger fremskaffet med velvillig bistand fra Læsø Lokalhistoriske Arkiv

 

KortRejse til LæsøLæsø infoLæsø FilmMaratonFacebook